Tilbage til hovedside

Tilbage til seneste målinger       

Togtrapport for overvågningen udført
den 13.og 14. august 2003

(foreløbige data som kan korrigeres senere)


Iltsvind i Hobro Havn
Den 13. august sejlede miljøskibet "Maria" på togt i Mariager Fjord fra Hobro og udad i fjorden for at måle ilt, da der var konstateret iltsvind i Hobro Havn. Effekterne af iltsvindet sås tydeligt, idet døde fisk og rejer lå på bunden i havnebassinet og langs bredden på strækningen ud mod lystbådehavnen, og målingerne viste da også, at vandet i havnen var totalt iltfrit. I området lige uden for Hobro Havn var der en smule ilt (0,5 mg/l ) i den øverste halve meter af vandsøjlen – men i resten af vandsøjlen var der også her iltfrit. Ud for Bramslev Bakker – ca. halvvejs mellem Hobro og Mariager så ilt-situationen en smule bedre ud, men må dog stadig betegnes som alvorlig, da der blev konstateret iltsvind (4 mg/l) i 3,5 meters dybde og kraftigt iltsvind (2 mg/l) i omkring 4,5 meters dybde. I ca. 5 meters dybde var ilten væk.

Iltsvindet i fjorden opstod efter en længere periode med varmt og stille vejr. Et vejrskifte med lavere temperaturer og kraftig blæst kom natten mellem den 13. og 14. august – altså de to dage målingerne er foretaget.

Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503 (Dybet: position 56º.39.08 N og 58º.50 Ø) ud for Mariager.

Hydrografi
I perioden fra den 7. til den 13. august var temperaturen i overfladen steget omkring 0,5 ºC, mens den fra den 13. til den 14. igen pga. vejrskiftet var faldet ca. 1 ºC (figur 1). Fra den 7. til den 13. august og igen til den 14. august skete der en lille stigning (ca.0,2 ‰) i overflade-saliniteten .

Lagdeling
Ved målingerne den 13. og 14. august indikerede ens værdier i temperatur og salinitet ned gennem vandsøjlen til omkring 7,5 meters at vandmassen var opblandet. Fra 7,5 meter og ned til bunden skete der et fald i temperaturen samtidig med at saliniteten steg.


Figur 1: Salinitet (‰) og temperatur (ºC) på station 5503

Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens var i perioden fra den 7. til den 13. august  steget til omkring det dobbelte – fra ca. 10 til ca. 20- mens den ved målingen den 14. august igen var faldet til en værdi omkring 10 (figur 2).

Sigtdybden blev den 13. august målt til 2,5 meter, hvilket var 0,4 meter mindre end ugen før. Den 14. august var sigtdybden 2 meter. Faldet fra den 13. til den 14. august skyldes sandsynligvis at det var vanskeligt at aflæse sigtdybden korrekt pga. den urolige vandoverflade som var en følge af blæsten, snarere end en reel ændring af sigtdybden.


Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som flourescens på station 5503.

Ilt og svovlbrinte
Fra den 7. til den 13. august var grænsen for totalt iltfrit vand rykket knap 1 meter nedad i vandsøjlen - fra 7,8 til 8,5 meter (figur 3). Ved målingen den 14. august var grænsen igen pga. blæsevejret rykket lidt ned til 9,1 meter. Til gengæld blev der ved målingerne den 13. og 14. august målt mindre koncentrationer af ilt i den øverste vandsøjle sammenlignet med den 7. august. Den 13. august var iltindholdet i de øverste 3,5 meter således 8,5 mg/l, og den 14. august blev der målt 6,3 mg/l i overfladen, men allerede i 2 meters dybde var iltindholdet faldet til 5 mg/l.

Grænsen for iltsvind (4mg/l) lå den 7. august i 6,6 meters dybde, den 13. august i 7,2 meter og den 14. august i 7,9 meters dybde.

Grænsen for kraftigt iltsvind (2 mg/l) lå den 7. august i 7,2 meters dybde, den 13. august i 7,5 meter og den 14. august i 8,3 meters dybde.

Svovlbrinte blev kun målt den 7. og den 14. august. Grænsen for svovlbrinteindhold i vandet er fra den 7. til den 14. august rykket fra omkring 12 meter op til 6 meters dybde, mens koncentrationen af svovlbrinte generelt var lavere den 14. august sammenlignet med den 7. august.


Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på station 5503

Tilbage til seneste målinger