Tilbage til hovedside

Tilbage til seneste målinger       

Togtrapport for overvågningen udført
den 28. august 2003

Status for iltsvind
Vejrforholdene i ugen op til den 28. august må siges at være gunstige med henblik på at reducere risikoen for iltsvind i fjorden. Det koldere vejr med periodevis kraftig blæst, har blandet mere ilt ned i vandet og det iltholdige overfladevand længere ned i vandsøjlen, hvorved risikoen for iltsvind mindskes.

(foreløbige data som kan korrigeres senere)

Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503 (Dybet: position 56º.39.08 N og 58º.50 Ø) ud for Mariager.

Hydrografi
I de øverste 10 meter af vandsøjlen var temperaturen omkring 2 ºC lavere end ved målingen ugen før (figur 1). Faldet i temperaturen skyldes dels, at vi i den forløbne uge gik ind i en periode med koldere vejrlig og dels, at der skete en opblanding af vandmasserne pga. perioder med kraftig blæst således, at bundvandet til dels blev blandet op i den øvre vandmasse. Det ses også på grafen for salinitet, idet saliniteten der blev målt den 28. august ved overfladen og ned til omkring 10 meters dybde var lidt højere (0,5 ‰) sammenlignet med målingen den 19. august. Det tyder på, at det mere saltholdige vand fra den nederste vandsøjle i den forløbne uge var blandet opad i det øverste vandlag.

Lagdeling
Ved målingerne den 28. indikerede ens værdier i temperatur og salinitet ned gennem vandsøjlen til omkring 10 meters dybde at vandmassen var opblandet. "Springlaget " var altså rykket nedad i vandsøjlen fra ca. 7 meter den 19. august til ca. 10 meter den 28. august.


Figur 1: Salinitet (‰) og temperatur (ºC) på station 5503

Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens er afbilledet i figur 2. Den 28. var koncentrationen af planteplankton stort set som ugen før. I overfladen var maksimums-fluorescensen en smule højere (14) sammenlignet med den 19. august (10-11).

Sigtdybden blev den 28. målt til 2,4 meter, og var således noget større end den 19. august, hvor målingen viste 1,6 meter. Den 19. var det vanskeligt at aflæse sigtdybden korrekt pga. den urolige vandoverflade som var en følge af blæsten, mens det den 28. var stille vejr – efter et døgn med kraftig blæst – så den klare, stille vandoverflade har gjort det let at aflæse sigtdybden. Dette kan forklare forskellen fra den 19. til den 28. som en forskel der til dels bunder i en hhv. urolig og stille vandoverflade snarere end en reel forskel i koncentrationen af planteplankton.


Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som flourescens på station 5503

Ilt og svovlbrinte
Fra den 19. til den 28. august var grænsen for totalt iltfrit vand rykket omkring 3,5 meter nedad i vandsøjlen - fra ca. 11,5 til omkring 15 meter (figur 3). I samme periode var iltindholdet i den øverste vandmasse – ned til omkring de 15 meter – steget, med undtagelse af de øverste 2,5 meter, hvor iltindholdet den 19. august var en smule højere end den 28. august..

Grænsen for kraftigt iltsvind (2,0 mg/l) lå den 19. august i 9,2 meters dybde og den 28. august i 11,8 meter.

De forbedrede iltforhold skyldes som nævnt det lidt koldere og især ind imellem meget blæsende vejr i perioden mellem de to målinger.

Svovlbrinte-indholdet var stort set som ved målingen den 19. august (se figur 3), mens grænsen for svovlbrinteindhold i vandet var rykket lidt nedad i vandsøjlen – fra ca. 6 -7 meter den 19. til ca. 12 meter den 28. august.


Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på station 5503

Tilbage til seneste målinger