Tilbage til hovedside

Tilbage til seneste målinger       

Togtrapport for overvågningen udført
den 18. september 2003

(foreløbige data som kan korrigeres senere)

Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503 (Dybet: position 56º.39.08 N og 9º.58.50 Ø) ud for Mariager.

Hydrografi
I de øverste ca. 9 meter af vandsøjlen var temperaturen steget en smule i forhold til målingen ugen før (figur 1). Stigningen skyldes det lidt varmere vejr i den forgangne periode. Fra ca. 10 meter til 13 meter var temperaturen derimod faldet ca. 1 grad. Faldet i temperaturen skyldes sandsynligvis, at der er kommet lidt koldere vand ind i den dybde, måske fra Yderfjorden. Saliniteten fra overfladen og ned til omkring 10 meters dybde var stort set den samme som den 11. september. I omkring 11 til 13 meters dybde var der en lille stigning i saliniteten i forhold til ugen før. Det skyldes sandsynligvis som tidligere nævnt, at der er kommet vand med lidt højere salinitet ind fra Yderfjorden.

Lagdeling
Ved målingerne den 18. september indikerede ens værdier i temperatur og salinitet ned gennem vandsøjlen til omkring 10 meters dybde, at den øvre vandmasse fortsat er opblandet. Der er således ikke sket nogen udvikling i "springlagets" placering i den forløbne uge.


Figur 1: Salinitet (‰) og temperatur (ºC) på station 5503

Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens er afbilledet i figur 2. Den 18. september var koncentrationen af planteplankton næsten næsten halveret i forhold til ugen før i den øvre vandmasse.

Sigtdybden blev den 18. september målt til 4,1 meter, hvilket er en fordobling i forhold til ugen før (2,1 meter). Stigningen i sigtdybden stemmer godt overens med, at planktonkoncentrationen er faldet.


Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som fluorescens på station 5503.

Ilt og svovlbrinte
Den 18. september lå grænsen for totalt iltfrit vand stort set i samme dybde (15,4 meter) som ugen før (figur 3). I samme periode var iltindholdet i den øverste vandmasse – ned til omkring de 9 meter – faldet, hvorefter der var en lille stigning ned til omkring 12 – 13 meters dybde. Grænsen for kraftigt iltsvind (2,0 mg/l) lå den 18. september i 12,7 meter, hvilket er stort set det samme som ugen før.

Svovlbrinte-indholdet den 18. september var lidt lavere end ved målingen den 11. september (se figur 3), og grænsen for svovlbrinteindhold i vandet var rykket lidt ned i vandsøjlen i forhold til ugen før.


Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på station 5503.

Tilbage til seneste målinger