|
Togtrapport for overvågningen udført
den 9. oktober 2003
(foreløbige data som kan korrigeres senere)
Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503
(Dybet: position 56º.39.08 N og 9º.58º.50 Ø) ud for Mariager.
Hydrografi
I perioden fra den 1. til den 9. oktober faldt temperaturen i de øverste
15-16 meter af vandsøjlen med omkring 2 ºC (figur 1). Den lavere temperatur
skyldes, at også lufttemperaturen faldt i samme periode. Saliniteten var i stort
set hele vandmassen identisk med den, der blev målt ugen før – dog sås der en
lille forskel imellem de to målinger i 8-10 meters dybde.
Lagdeling
Den 9. oktober var der tydeligt en fuld opblandet vandmasse ned til ca. 7
meters dybde, hvorefter der sås en lille stigning i både salinitet og
temperatur. Lagdelingen for den øvre vandmasse var således rykket lidt opad i
vandsøjlen sammenlignet med ugen før.
Fra omkring 7 – 15 meters dybde sås en opblandingszone, hvor det nedkølede
vand i de øverste 7 meter blev blandet med det lidt varmere dybereliggende vand.
Fra ca. 15 meter og til bunden sås der et fald i temperaturen ned gennem
vandsøjlen samtidig med, at saliniteten steg.

Figur 1: Salinitet (‰) og
temperatur (ºC) på station 5503
Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens er afbilledet i figur
2.
Generelt blev der den 9. oktober målt meget lave fluorescens-værdier på niveau
med dem fra ugen før.
Sigtdybden var øget med 70 cm fra 4,1 meter den 1. oktober til 4,8 meter den
9. oktober.

Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som
flourescens på station 5503.
Ilt og svovlbrinte
Ved målingen den 9. oktober lå grænsen for totalt iltfrit vand omkring en
meter dybere (ca. 17,5 m) end de to foregående uger (figur 3). Iltindholdet i
den øverste vandmasse var ved målingen den 9. oktober på niveau med det der blev
fundet ugen før (9,2 mg ilt/l. i overfladen), og forløbet af iltkurven var også
nogenlunde identisk med det fra den 1. oktober.
Også indholdet af svovlbrinte i den nedre vandmasse var stort set uændret fra
den 1. til den 9. oktober – og grænsen for forekomst af svovlbrinte lå ved
målingen den 9. oktober således kun omkring ½ meter højere (i ca. 11 meters
dybde) end ved målingen den 1. oktober.

Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på
station 5503.
|