|
Togtrapport for overvågningen udført
den 16. oktober 2003
(foreløbige data som kan korrigeres senere)
Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503
(Dybet: position 56º.39.08 N og 9º.58º.50 Ø) ud for Mariager.
Hydrografi
I perioden fra den 9. til den 16. oktober faldt temperaturen i de øverste
15-16 meter af vandsøjlen med omkring 1-1,5 ºC (figur 1) hvilket betød, at
temperaturen i overfladen i løbet af to uger - fra den 1. til den 16. oktober –
alt i alt var faldet med ca. 4 ºC Årsagen til den lavere temperatur var at også
lufttemperaturen i samme periode faldt markant. Saliniteten var i stort set hele
vandmassen identisk med den, der blev målt ved de to foregående målinger.
Lagdeling
Ved målingen den 16. oktober blev der registreret en fuld opblandet
vandmasse i de øverste 6 meter (ens værdier i både salinitet og temperatur ned
gennem vandsøjlen). Lagdelingen for den øvre vandmasse var rykket ca. 1 meter
opad i vandsøjlen sammenlignet med ugen før.
Fra 6 meter til godt 15 meter sås en opblandingszone – med lidt højere
værdier i både salinitet og temperatur - i hvilken det kolde overfladevand
mødtes og blev blandet med det lidt varmere, dybereliggende vand.
Fra 15-16 meters dybde og til bunden sås der et fald i temperaturen ned
gennem vandsøjlen samtidig med, at saliniteten steg.

Figur 1: Salinitet (‰) og
temperatur (ºC) på station 5503.
Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens er afbilledet i figur
2.
Den 16. oktober blev der målt en fluorescens på mellem 6 og 8 fra 1 til 6
meters dybde. Den 9. oktober lå fluorescensen i samme dybde kun på omkring 2.
Koncentrationen af planteplankton i den øverste vandmasse var altså steget lidt
i den forløbne uge.
Sigtdybden var tilsvarende faldet fra 4,8 m målt den 9. oktober til 3,1 m ved
målingen den 16. oktober.

Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som
flourescens på station 5503.
Ilt og svovlbrinte
Ved målingen den 16. oktober var iltindholdet i de øverste 6 meter steget
med ca. 1,5 mg/l sammenlignet med ugen før (figur 3). Det passer med, at der
blev produceret lidt mere ilt pga. den større mængde planteplankton. Fra godt 6
meters dybde, hvor springlaget lå, faldt iltindholdet fra 10,1 mg/l ned til 6,9
mg/l i 8 meters dybde. I opblandingszonen skete der et yderligere fald i
iltkoncentrationen ned til 3 mg/l i 15,4 meters dybde. Grænsen for totalt
iltfrit vand lå den 16. oktober lige omkring 17 meter – tæt på, hvor den var
ugen før.
Indholdet af svovlbrinte i den nedre vandmasse forblev stort set uændret fra
den 9. til den 16. oktober – dog lå grænsen for forekomst af svovlbrinte ved
målingen den 16. oktober på 15 meter, hvor den ugen før lå på ca. 11 meter.

Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på
station 5503.
|