|
Togtrapport for overvågningen udført
den 18. marts 2004
(foreløbige data som kan korrigeres senere)
Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503
(Dybet: position 56º.39.08 N og 9º.58.50 Ø) ud for Mariager.
Hydrografi
I perioden fra den 3. til den 18. marts var der sket en stigning i
temperaturen i de øverste ca. 13 meter af vandsøjlen. – hvorimod saliniteten i
samme interval var stort set identisk med den fra sidste måling (figur 1). I
dybden på omkring 13 – 17 meter var saliniteten den 18. marts lavere
sammenlignet med den 3. marts, mens saliniteten fra ca. 17 meter og til bunden
var jævnt stigende og identisk med den foregående måling. Der var ens temperatur
i vandsøjlen fra ca. 14 meter og til bunden.
Lagdeling
Den 18. marts var vandet i de øverste 2 meter af vandsøjlen, som følge af
solindstrålingen, lidt varmere end fra 2 til omkring 14 meter, hvor der var fuld
opblanding af vandmassen med ens temperatur og salinitet til følge. Fra 14 til
ca. 17 meter sås en opblandingszone, idet vand fra yderfjorden – med samme
temperatur som i overfladen - var trængt ind på "Dybet" og ned i den dybde, hvor
vand med tilsvarende salinitet i forvejen fandtes. Fra ca. 17 meter og til
bunden sås der igen en fuldt opblandet vandmasse.

Figur 1: Salinitet (‰) og
temperatur (ºC) på station 5503
Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens er afbilledet i figur
2. Den 18. marts var koncentrationen af planteplankton steget i forhold til den
3. marts – og mængden af planteplankton var koncentreret i den øvre vandmasse.
Sigtdybden blev den 18. marts målt til 4,9 m – hvilket var næsten 4 meter
mindre end den 3. marts – og en følge af den uklarhed, som tilstedeværelsen af
planktonalgerne forårsager.

Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som
flourescens på station 5503.
Ilt
På grafen for ilt fra den 18 marts (figur 3) ses det, at der var en høj
iltmætning i den øve vandmasse. Iltmætningen var på118 % (svarende til ca. 14 mg
ilt/l), det var første gang i 2004 der blev målt en iltmætning på over 100 %.
Der var høje iltkoncentrationer i samme vandmasse som planktonalgerne var i –
ned til omkring 14 meters dybde , mens ilten fra omkring 14 meter og til bunden
(27 m) faldt fra 7mg/l til 0,9 mg/l).

Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på
station 5503.
|