|
Togtrapport for overvågningen udført
den 14. april 2005
(foreløbige data som kan korrigeres senere)
Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503
(Dybet: position 56º.39.08 N og 9º.522.50 Ø) ud for Mariager.
Hydrografi
I perioden fra den 7. til den 14. april var vandtemperaturen steget i stort
set hele vandsøjlen (figur 1). Den største temperaturforskel mellem de to
målinger sås i intervallet fra omkring 14 til 21 meter.
Saliniteten var den 14. april næsten sammenfaldende med den, som blev målt
ugen før i de øverste 11-12 meter af vandsøjlen. Fra omkring 11 meter og
til bunden var saliniteten steget i forhold til ugen før.
Lagdeling
Ved målingen den 14. april var den øverste vandmasse (til ca. 11 meters
dybde) fuldt opblandet med ens temperatur (6,4 ºC )og salinitet (16,1
‰ ) i hele vandmassen. Fra 11 meter og til
bunden indikerer stigningen i salinitet sammenlignet med ugen før, at der er
strømmet saltere vand ind i fjorden fra Kattegat.
Fra 11 meter og til bunden tyder temperaturforløbet på, at der har været
forskellige hændelser med opblanding i den forløbne uge, og stigningen i
temperatur bekræfter endvidere, at der er strømmet vand ind i fjorden fra
Kattegat. Den 13. april blev overfladetemperaturen i Kattegat målt til 5,7 ºC.
De sidste 2-3 meter over bunden sås igen en ensartet opblandet
vandmasse.

Figur 1: Salinitet (‰)
og temperatur (ºC) på station 5503
Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens er afbilledet i figur
2. Ved målingen den 14. april var mængden af planteplankton stadig høj i de
øverste 11-12 meter af vandsøljen. Der var således fortsat gang i
forårsblomstringen, selv om koncentrationen af plankton var faldet en smule i
den forløbne uge. Den højeste koncentration blev målt til 5,5 µg/l i 1,4 meters
dybde.
Sigtdybden var den 14. april på 4,0 m, og var således på niveau med den fra
ugen før, som blev målt til 3,5 m.

Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som
fluorescens på station 5503.
Ilt og svovlbrinte
Ved målingen den 14. april var iltindholdet faldet i forhold til ugen før,
hvor der til gengæld var overmætning af ilt i den øverste del af vandmassen. Der
var dog stadig høje iltkoncentrationer i de øverste 11 meter af vandsøjlen (12,4
mg/l), hvilket skyldes, at planteplanktonet i denne vandmasse producerede ilt.
Fra 11 meters dybde og til bunden faldt ilten jævnt, for at "lande" på et
iltindhold på 2,5 mg/l ved bunden – det var 0,9 mg mindre pr. l end ved målingen
den 7. april. Koncentrationen af ilt har således – på trods af
saltvandsindbruddet fra Kattegat – været faldende i den nedre vandmasse i den
forløbne uge, så der er altså blevet forbrugt mere ilt, end der er blevet
tilført. Der blev dog stadig ikke fundet svovlbrinte i vandet på Dybet i Mariager
Fjord.

Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på
station 5503.
|