Tilbage til hovedside

Tilbage til seneste målinger       

Togtrapport for overvågningen udført
den 1. december 2005
 

Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503 (Dybet: position 56º.39.08 N og 9º.522.50 Ø) ud for Mariager.
(foreløbige data som kan korrigeres senere)

Hydrografi
I perioden fra den 3. november til den 1. december var temperaturen i Mariager Fjord faldet i næsten hele vandsøjlen - nemlig helt ned til omkring 23 meters dybde (figur 1). I de sidste meter over bunden var temperaturen den 1. december lidt højere end en måned tidligere.
Temperaturfaldet var størst i de øverste ca. 9 meter af vandsøjlen, hvor vandtemperaturen den 1. december var omkring 6 ºC lavere end ved målingen den 3. november. Temperaturfaldet skyldes, at lufttemperaturen i samme periode var faldet en del (påvirker især den øvre vandmasse), og dels en indstrømning af køligere vand fra Kattegat til Mariager Fjords dybere dele.
I den forløbne måned var saliniteten på Dybet steget i hele vandsøjlen. Ligeledes på grund af en indstrømning af saltere vand fra Kattegat.

Lagdeling
Den øverste fuldt opblandede vandmasse strakte sig ned til omkring 7,5 meters dybde, idet der blev målt konstant salinitet og temperatur ned til denne dybde. Hvad saliniteten angår, var den stort set stigende fra de 9 meters dybde og helt til bunden. Temperaturen derimod lå i følgende intervaller med indikation af temperaturspringlag: Fra 9 til ca. 12,5 meters dybde sås en stigning i temperatur, hvilket indikerer en ny vandmasse i dette interval, mens der fra omkring 12,5 meter og til ca. 23 meters dybde sås endnu en vandmasse med faldende temperatur. I den nederste vandmasse fra 23 meters dybde og til bunden var temperaturen igen svagt stigende.


  Figur1:Salinitet (‰) og temperatur (ºC) på station 5503

Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens er afbilledet i figur 2. Ved målingen den 1. december var koncentrationen af planteplankton ekstremt lav (tæt på 0) i hele vandsøjlen.
Sigtdybden blev den 1. december målt til 7,2 m, hvilket er næsten 1 m større end den 3. november.


Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som fluorescens på station 5503.

Ilt og svovlbrinte
Ved målingen den 1. december var iltindholdet steget i det meste af vandsøjlen sammenlignet med den 3. november (figur 3). Kun i dybdeintervallet fra omkring 13 til 20 meter var iltindholdet lavere end den 3. november, og i samme interval blev der den 1. december registreret en relativt svag koncentration af svovlbrinte i vandet. Dette skyldes, at denne vandmasse bestod af dels svovlbrinteholdigt, iltfrit vand, som siden målingen i november er skubbet opad i vandmassen (ved sidste måling lå dette vand lige over bunden), og dels af nyligt indstrømmet vand fra Kattegat.
Den 1. december blev der i de øverste 10 meter vandsøjle målt et højt iltindhold (omkring 9mg/l). Derefter faldt iltindholdet jævnt til 0,1 mg/l i ca. 15 meters dybde. I intervallet 20-23 meter steg iltindholdet igen for derefter at falde jævnt i de sidste meter over bunden. Fra 20 meters dybde og til bunden var vandet fri for svovlbrinte.
Det sås tydeligt på iltindholdet, at der var sket en indstrømning af iltholdigt vand fra Kattegat, som havde påvirket hele vandsøjlen på Dybet, og tilført ilt til bunden af Inderfjorden.


Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på station 5503

Tilbage til seneste målinger