|
Togtrapport for overvågningen udført
den 3. august 2006
Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503
(Dybet: position 56º.39.08 N og 9º.522.50 Ø) ud for Mariager.
(foreløbige data som kan korrigeres senere)
Hydrografi
Den 3. august var temperaturen faldet lidt i de øverste 5-6 meter af
vandsøjlen, sandsynligvis som følge af et par dage med lidt køligere
luftttemperaturer op til målingen (figur 1). Fra 7,5 meters dybde og til bunden
var forløbet af temperaturkurven næsten identisk med det fra den 27. juli.
Hvad saliniteten angår var den sammenfaldende med den fra ugen tidligere.
Lagdeling
Den 3. august var vandsøjlen fuldt opblandet i de øverste 7 m (konstant
salinitet (17 ‰) og temperatur (21,5 ºC)). Fra 7 til 20 meters dybde skete der
et brat fald i temperaturen (fra 21,5 ºC til 4,8 ºC ), mens saliniteten var
svagt stigende (fra 17 ‰ til 20 ‰). I de nederste 7 meter over bunden lå den
nederste vandmasse med nogenlunde konstant temperatur (4,5 ºC ) og salinitet
(20,4 ‰).

Figur1:Salinitet (‰)
og temperatur (ºC) på station 5503
Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens er afbilledet i figur
2. I de øverste 9 meter af vandsøjlen var mængden af planteplankton faldet til
omkring det halve i forhold til ugen før. Ved målingen den 3. august blev den
største koncentration af planteplankton målt i 2,4 meters dybde (7,1 µg/l). Fra
9 meters dybde og til bunden var mængden af planteplankton meget lille.

Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som
fluorescens på station 5503.
Ilt og svovlbrinte
Den 3. august var iltindholdet faldet drastisk i de øverste 9-10 meter af
vandsøjlen sammenlignet med ugen før. I overfladen var iltmætningen på 100 %,
hvor den en uge tidligere var på 180 % (overmætning). Faldet i iltmætning vidner
om, at der ikke blev produceret samme mængde ilt i det øverste vandlag på grund
af den reducerede mængde af planteplankton.
Iltsvindet (4 mg ilt/l) var rykket op i vandsøjlen fra 8,8 m til 7,5 m. Kraftigt
iltsvind indtrådte i 7,8 meters dybde og totalt iltsvind blev konstateret fra
9,8 meters dybde og til bunden. I løbet af juli måned er iltfri zone på Dybet i
Mariager Fjord således rykket opad i vandsøjlen, hvilket er typisk for perioder
med meget varmt og stille vejr.
Koncentrationen af svovlbrinte var ved målingen den 3. august øget i dybden
11-20 meter, som følge af det totale iltsvind i samme dybde. Fra 20 meter og til
bunden var svovlbrinteindholdet i vandet – på samme niveau som ugen
tidligere. Den øvre grænse for udbredelsen af svovlbrinte blev ikke registreret
ved målingen den 3. august, men i dybden over 10 meter, hvor der var ilt i
vandet har koncentrationen været meget lille.

Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på
station 5503.
|