Tilbage til hovedside

Tilbage til seneste målinger       

Togtrapport for overvågningen udført
den 2. februar 2006
 

Målingerne, som er beskrevet i det følgende, er foretaget på station 5503 (Dybet: position 56º.39.08 N og 9º.522.50 Ø) ud for Mariager.
(foreløbige data som kan korrigeres senere)

Hydrografi
I den forløbne måned var temperaturen i Mariager Fjord faldet i hele vandsøjlen (figur 1). I den øverste vandsøjle (fra 0 til12-13 meter) var temperaturen faldet med ca. 1,3 ºC, mens den ved bunden var faldet med omkring 5 ºC. Temperaturfaldet skyldes dels, at lufttemperaturen i samme periode var faldet en del (påvirker især den øvre vandmasse), og dels en indstrømning af køligere vand fra Kattegat til Mariager Fjords dybere dele.
Den 2. februar var saliniteten stort set identisk med fra målingen fra den 5. januar.

Lagdeling
Den 2. februar 2006 strakte den øverste fuldt opblandede vandmasse sig ned til 10-11 meters dybde, idet der blev målt stort set konstant salinitet og temperatur ned til denne dybde. I dybden fra omkring 10 meter og til bunden sås flere forskellige vandmasser dels som følge af opblanding af vandmasserne i den forløbne måned, og dels som følge af en indstrømning af koldt, salt vand fra Kattegat. På bunden af Dybet (de nederste ca. 5 meter vandsøjle) blev der således målt temperaturer på mellem 1 og 4 ºC og en salinitet på omkring 21 ‰. Den 7. februar blev der i Kattegat målt temperaturer på 2-5 ºC og saliniteter på 24 ‰, så det stemmer meget godt med, at det var vand fra Kattegat, som var strømmet ind i fjorden, og havde lagt sig på bunden af Dybet.


Figur1:Salinitet (‰) og temperatur (ºC) på station 5503

Planteplankton og sigtdybde
Koncentrationen af planteplankton målt som fluorescens er afbilledet i figur 2. Ved målingen den 2. februar var koncentrationen af planteplankton ekstremt lav (tæt på 0) i hele vandsøjlen.
Sigtdybden blev den 2. februar målt til 11,4 m hvilket er næsten 3,5 m større end den 5. januar. Det er den højest målte sigtdybde siden 1993. Den 8. marts 2005 var sigtdybden dog også høj – nemlig 10,5 meter.


Figur 2: Planteplankton (relative enheder) målt som fluorescens på station 5503.

Ilt og svovlbrinte
Ved målingen den 2. februar var iltindholdet lidt højere end en måned tidligere i dybden fra 2,5 til ca. 14 meter (figur 3). Fra omkring 23 meter og til bunden var iltindholdet steget i den forløbne måned som følge af saltvandsindbrud fra Kattegat. Der blev målt kraftigt iltsvind (under 2 mg ilt/l) i dybden 21,5- 23,8 meter. Fra 23,8 meter og til bunden steg iltindholdet jævnt til 6,25 mg/l, idet det iltrige Kattegatvand lå i denne dybde.
Der blev ikke registreret svovlbrinte på stationen i Mariager Fjord den 2. februar. Der er således ikke målt svovlbrinte i fjorden siden december 2005.


Figur 3: Iltindhold og indhold af svovlbrinte (mg/l) på station 5503.

Tilbage til seneste målinger